Joanna Newsom - Only Skin

Jeg må desværre tilstå, at jeg ikke helt kan være med på jazzproletarens enemærker, da min jazzsamling er allestedsfraværende pånær lidt Charlie Parker og så noget islandsk flødebolle jazz/funk-halløj jeg fik deroppefra, og som er temmelig fesent og giver ubehagelige associationer til Ridin' Thumb med wahwah og lidt turntable-tingeling, dog uden forsanger. Puhadada..


Lyset i jazzen er altså ikke gået op for mig endnu, men det kan være et jazzproletarisk sidespring kan være et lille skridt på vejen.. Sidder i hvert fald pt. og hører Albert Ayler "light in the darkness" (ja, hvor symbolsk) og fuck (egentlig et mærkelig ord at skrive, beklager) hvor gad jeg godt at have set den koncert! Det lyder sindssyg nice og minder miglidt om nogle af de syreting Ground Zero fyrer af!


Et andet lys der dog for alvor er gået op for mig for fuld styrke er Joanna Newsom. Det er næsten helt overdrevet så fanget jeg er af hendes plade Ys og Only Skin på knap 17 min er altså et mindre mesterværk og noget af det smukkeste jeg længe har hørt. Jeg har gået og tænkt lidt på om det er lidt snyd, for Cosmia fra samme plade har jo allerede været oppe og vende i november af Emil, men jeg bliver nødt til at følge reglerne og jeg har simpelthen ikke hørt noget som helst andet tilnærmelsesvist så meget som denne plade, ikke mindst denne sang i den forgangne uge. Et stort tak til Emil lyder herfra for at have introduceret hende!





Jeg tror jeg vil holde mig fra at beskrive det her nummer, men lyt til det fra start til slut og noget af det flotteste musik vil langsomt folde sig ud. Jeg gad virkelig godt opleve hende live. Og denne her gad jeg forresten godt eje. God aften!