fahey og bailey

Simon du efterspurgte noget John Fahey og Kristian du ville gerne have noget Derek Bailey.
Og da jeres ønsker er min lov, og det er det 20. århundredes to vigtigste guitarister (ihvertfald næsten, og ihvertfald hos mig) kommer der her lidt af hvert med begge.

John Fahey:
jeg burde i virkeligheden skrive et kæmpe essay for at tilstrækkelig markere både de ting, han har rykket i mig, men også i mere generel forstand, men har er nok den mest musikalsk innovativt vidtrækkende solo guitarister i moderne tid.
Personlig fandt min første eksponering sted allerede engang i 9. klasse i forbindelse med min løbende besættelse med delta blues, men der virkede det mig en kende monoton og svært tilgængligt ikraft af sin kun en guitar intet andet tilgang. Jeg tror så nok at jeg genopdagede ham i slutningen af 3.g og har mere eller mindre været hooked siden... Hans musik er kraftig baseret i blues og amerikansk folkemusik, men kan inkorporere alt fra harmonier fra moderne klassisk musik til indisk musik til gamelan, og han har tendens til intens repetition af melodiske figurer (inde i mit hoved forbinder jeg ham altid med minimalisme)...













Death Chants Breakdowns and Military Waltzes 1963 og 1967
første udgave af Death Chants er optaget i 63, men Fahey valgte at genindspille stort set hele pladen da den blev genoptrykt i 67, det her rip er af cd genudgivelsen der indeholder begge udgaver... indeholder nogle af mine personlige favorit Fahey numre, Sunflower River Blues og Stomping Tonight on..., andre godisser på denne her plade må være America og Spanish Fandango













Fare Forward Voyagers 1974
den første fahey plade jeg virkelig faldt for, består kun af tre numre, henholdvis på 13, 6 og 23 minutter med store ret åbne strukturer, har altid lydt ret indisk influeret i mine ører...












God, Time and Causality 1977
skulle vist være optaget i 77 men er først udgivet i 88, indeholder lidt en blanding mellem de to ovenstående plader idet at den har en strammere fornemmelse end den anden men er mindre blues baseret end den første, igen er der nogle ynglinge inde i billedet i form af The Red Pony og Lion, denne her plade har jeg selv hørt knap så meget som de andre da jeg kun har haft forholdsvis kort tid så medleyerne har jeg endnu ikke nærlyttet selv...

links: johnfahey.com; roots of john fahey; johnfahey.blogspot.com, Revenant records (pladeselskab han oprettede i 1996 tjek deres sublime katalog ud)

Derek Bailey:
den mest indflydelsesrige og innovative fri impro guitarist nogensinde, han har opfundet stort set hele det formsprog der præger alternative tilgange til guitaren... jeg brugte to år på at prøve at lyde som ham... uden det mindste virkelige succes:)












Solo Guitar Vol. 1 1971
solo elektrisk guitar, absolut hans foretrukne format og han har da også udgivet så mange soloplader at det næsten er uoverskueligt at vælge en, men lige præcis denne har jeg lyttet rigtig meget til så den vandt. nærmeste konkurrent ville nok være Aida som tit bliver nævnt som hans bedste solo plade...















Company 4 1976
i duo med Steve Lacy... en virkelig fantastisk plade, jeg ved ikke hvor meget der er og sige om den, de komplementere hinanden utrolig godt, og jeg synes de trækker hinanden hen i område men ikke ville opleve hvis man lytter til dem i andre sammenhænge












The Topography of the Lungs 1970 (allmusic)
i trio med Evan Parker og Han Bennink, ikke så meget jeg vil sige her... virkelig virkelig god hvad der jo nok nu må kaldes klassisk impro

links: European Free Improvisation home, Diskografi (fra samme side), UBUWEB: Derek Bailey