John Cage - Thirteen (version I og II, 1992)

”Men dét kræver sans for at bruge ørerne som andet end et hul i hovedet. Det kræver lyst til at indgå i dialog med musikværket, til – som Gould i optagestudiet – at turde invistere sig selv i lytteoplevelsen, at gøre den til personlige, intuitive ekskursioner ind i musikken, ind i det ukendte, ny hver gang, ligegyldigt hvor velkendt musikken kan synes at være. Det kræver fuld opmærksomhed, det kræver sans for øjeblikket. Og i en moderne verden hvor musikken betragtes som en altid villig luder, i en verden fordybet i fortid og hypnotiseret i fremtid, er dét ikke netop hvad vi er bedst til. Hvad Cage kaldte ”musik”, er egentlig blot det vi foretager os når vi retter vores fulde opmærksomhed imod hvad vi hører, når vi oplever livet lysvågne, nu og hér, gennem ørerne. For at opleve ”musik” behøver vi kun nysgerrighed, vågenhed og oplevelsesenergi. Men så er muligheden også når som helst til stede, også muligheden for at selv det mest nedslidte kulturelle stykgods kan opleves med nye eller glemte farver."

Thirteen (1992)





Tekstuddrag fra Karl Aage Rasmussen's Den kreative løgn (tolv kapitler om Glenn Gould), s.112